‘Dune’-skaber skal lave ‘Gears Of War’ til Netflix
21/03/2023 | FlixfilmSidste år kunne Netflix afsløre, at de havde købt rettighederne til det populære Xbox-spil ‘Gears Of War’, og at streamingtjenesten havde kastet sig over en spillefilm samt en animeret serie baseret på third-person shooter spillet.
På daværende tidspunkt var ingen producer, manuskriptforfatter eller instruktør tilknyttet ‘Gears Of War’ filmatiseringerne, men nu kan Netflix løftet sløret for det første navn.
Det er Oscar-nominerede Jon Spaihts, som har fået til opgave at lave manuskriptet og dermed omdanne konsolspillet til spillefilm.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det bekræfter Netflix i en pressemeddelelse.
Jon Spaihts har tidligere skrevet manuskripterne til ‘Dune: Part One & Two’, ‘Passengers’,’Doctor Strange’, ‘Prometheus’ og ‘The Darkest Hour’.
Det er dermed en habil forfatter, som har erfaring med at omdanne historier til film, som streamingtjenesten har fået til at kaste sig over projektet.
‘Gears of War’ foregår på en planet, der er på randen af et samfundsmæssigt kollaps, da en monstrøs trussel i form af underjordiske væsner driver menneskeheden til randen af udryddelse.
Derfor tilkaldes elitesoldaten Marcus Fenix, som er løsladt fra fængslet, for at redde menneskeheden og planeten Sera fra de bestialske Locust aliens sammen med sin lille specialenhed.
Som vi tidligere har skrevet, så er ‘Gears of War’ ikke den eneste spil-filmatisering som streamingtjenesten netop nu arbejder på. Sidste år blev det også annonceret, at Netflix vil lave ‘BioShock’ om til en spillefilm. Her er Francis Lawrence, som tidligere har instrueret ‘The Hunger Games’-filmene, ‘I Am Legend’, netop blevet tilknyttet som instruktør.
Der er ingen oplysninger om hvornår vi kan forvente, at se ‘Gears Of War’-filmen på Netflix.