Mike Flanagans sidste Netflix-projekt: ‘The Fall of the House of Usher’ har premiere til oktober
10/08/2023 | FlixfilmGysermesteren Mike Flanagan, som har stået bag successerierne ‘Midnight Mass‘, ‘The Haunting of Hill House‘, ‘The Haunting of Bly Manor og senest ‘The Midnight Club‘ er tilbage med sin næste og sidste Netflix-serie ‘The Fall Of The House Of Usher’.
Miniserien får premiere på streamingtjenesten den 12. oktober, og Netflix har netop frigivet de første billeder, som kan ses nederst i artiklen.
I ‘The Fall of the House of Usher’ har de nådesløse søskende Roderick og Madeline Usher opbygget Fortunato Pharmaceuticals til et imperium af rigdom, privilegier og magt. Men fortidens hemmeligheder kommer frem i lyset, da arvingerne til Usher-dynastiet begynder at dø i hænderne på en mystisk kvinde fra deres ungdom.
Artiklen fortsætter under annoncen
Serien på 8 episoder er baseret på en novelle af Edgar Allan Poe fra 1839 og beskrives som en episk fortælling om grådighed, rædsel og tragedie.
På rollelisten finder man Bruce Greenwood, Carla Gugino, Mary McDonnell, Carl Lumbly, Mark Hamill, Michael Trucco, T’Nia Miller, Paola Nuñez, Henry Thomas, Kyleigh Curran, Samantha Sloyan, Rahul Kohli, Kate Siegel med flere.
Det var i øvrigt meningen, at Frank Langella skulle have haft hovedrollen i stedet for Bruce Greenwood (‘Star Trek’, ‘Thirteen Days’), men han blev fyret efter upassende opførsel.
Serien var halvvejs igennem produktionen, da Langella blev fyret, og hans scener skulle genindspilles.
Det var da også helt tilbage i 2021 at Netflix første gang løftede sløret for ‘The Fall of the House of Usher’.
Artiklen fortsætter under annoncen
Mini-serien bliver også det sidste vi ser til Mike Flanagan på Netflix, da han har valgt at indgå en ny eksklusiv kontrakt med streamingkonkurrenten Amazon og forlader derfor samarbejdet med Netflix.
Se ‘The Fall of the House of Usher’ på Netflix Danmark fra den 12. oktober.