Netflix afslører seertal for ‘Shadow & Bone’ og bekræfter sæson 2
08/06/2021 | FlixfilmI slutningen af april havde streamingtjenesten Netflix premiere på den store seriesatsning ‘Shadow & Bone’, der er baseret på Leigh Bardugos bestsælgende Grishaverse-bøger (Grisha-trilogien), som har den danske titel ‘Grisha – Pigen og Mørkningen’.
Nu kan Netflix imidlertid meddele, at serien ramt rent ind hos de mange medlemmer og derfor er det blevet besluttet, at der også kommer en sæson 2.
Det bekræfter streamingtjenesten i en pressemeddelelse.
‘Shadow and Bone’ foregår i den krigshærget verden Ravka, hvor den ensomme og forældreløse soldat Alina Starkov opdager en enestående evne, da hendes bedste ven såres livsfarligt under en rejse gennem mørket. En evne som kan være nøglen til frigørelsen på hendes land.
Artiklen fortsætter under annoncen
Samtidig med offentliggørelse af den ny sæson på 8 episoder, kan Netflix også fortælle, at mere end 55 millioner husstande så første sæson i løbet af de første 28 dage efter premieren.
Endvidere ramte serien førstepladsen over det mest sete på Netflix i mere end 79 lande, inklusiv Australien, Tyskland, Spanien og USA.
Her på Flixfilm blev vi ikke helt overvældet af fantasy-serien og vi kunne derfor ikke kvittere med mere end 3 stjerner i vores anmeldelse.
‘Arrival’-forfatteren Eric Heisserer, som skrev manuskriptet til første sæson vender tilbage til skrivemaskinen, mens skuespillerne Jessie Mei Li (Alina Starkov), Archie Renaux (Malyen Oretsev), Freddy Carter (Kaz Brekker), Amita Suman (Inej), Kit Young (Jesper Fahey) og Ben Barnes (General Kirigan) naturligvis også er klar til et gensyn i sæson 2.
Se ‘Shadow and Bone‘ på Netflix Danmark.