Netflix offentliggør første teaser til ‘Folk med angst’
23/11/2021 | FlixfilmNetflix har netop frigivet teaseren til den svenske dramakomedie ‘Folk med angst’, som er baseret på bogen af bestseller-forfatteren Frederik Backman og får global premiere på Netflix den 29. december 2021.
Se teaser nederst i artiklen.
‘Folk med angst’ handler om en bankrøver, som på ynkelig vis fejler, da han prøver at røve en kontantfri bank og ender med at tage otte personer til gidsel under et åbent hus-arrangement.
Artiklen fortsætter under annoncen
Da bankrøveren har givet op og gidslerne går fri, stormer de to dysfunktionelle politibetjente Jack og Jim, som i øvrigt også er far og søn, lejligheden. Der er bare ét problem: Lejligheden er … tom.
Efterfølgende fortæller gidslerne deres version af, hvad der i virkeligheden skete i en række modstridende vidneforklaringer, hvorefter et klassisk – men hysterisk morsomt – gådefuldt mysterie udvikler sig. Samtidig deler gidslerne en fælles hemmelighed, som skaber et unikt og næsten ubrydeligt bånd imellem dem.
‘Folk med angst’ består af et stjernespækket svensk cast med Alfred Svensson (som Jack), Dan Ekborg (som Jim), Leif Andrée (som Roger), Marika Lagercrantz (som Anna-Lena), Carla Sehn (som Julia), Petrina Solange (som Ro), Anna Granath (som Zarah), Per Andersson (som Lennart), Lottie Ejebrant (som Estelle), Sofia Ledarp (som Maria) og Shima Niavarani (som Milou).
Forfatter Fredrik Backman har siden sin debut i 2012 udgivet syv romaner og tre noveller, som er blevet oversat til 46 sprog. ’Folk med angst’ blev udgivet i 2019 og kom på bestseller-listen i Sverige, England, Tyskland og Canada. Ligesom Backmans debut ’En mand der hedder Ove’ blev ’Folk med angst’ også nummer 1 på The New York Times Bestseller-liste i USA.
‘Folk med angst’ har premiere på Netflix Danmark den 29. december.