Netflix overgår forventningerne i nyt regnskab
23/01/2018 | FlixfilmDen amerikanske streamingtjeneste Netflix fortsætter med at vinde nye medlemmer og der er umiddelbart ingen tegn på afmatning i markedet.
Det fremgår af det seneste kvartalsregnskab fra virksomheden, der lever af at levere underholdning til millioner af husstande over hele verden.
Alene i løbet af 2017 fik Netflix mere end 24 millioner nye abonnenter og omsætningen steg med 36 % til 67 milliarder kroner.
Den markante medlemsfremgang skyldes filmtjenestens satsninger på originale produktioner, og Netflix nævner selv nye sæsoner af serierne ‘The Crown’, ‘Black Mirror’ og ‘Stranger Things’ som en faktor. Hertil kommer nye succesfulde serier som ‘Godless’, ‘Marvel’s The Punisher’ og ‘Mindhunter’ fra instruktøren David Fincher.
Artiklen fortsætter under annoncen
På trods af at konkurrenter som Amazon, Disney, Apple, Facebook m.v. begynder at røre på sig og ligeledes investere i egenproduktioner, så forventer Netflix ikke at medlems fremgangen vil stoppe lige foreløbigt. Allerede inden næste kvartal regner Netflix med, at ekstra 8 millioner mennesker har tilsluttet sig tjenesten.
Aktiemarkedet har også stadig stor tiltro til streamingtjenesten og ser lyst på fremtiden. Netflix-aktien har de seneste år oplevet en vild stigning. Hvis man investerede 5000 kroner i Netflix da streamingtjenesten blev lanceret i Danmark for 5 år siden vil man i dag have 100.000 kroner på kontoen.
Netflix har i alt 110 millioner betalende medlemmer.