Se første uhyggelige teaser til ‘Kastanjemanden’
21/06/2021 | FlixfilmI 2019 kunne Netflix annoncere, at de havde kastet sig over filmatiseringen af Søren Sveistrups anmelderroste debutroman ‘Kastanjemanden’.
Netflix-serien får premiere til efteråret og nu kan streamingtjenesten løfte sløret for første teaser, som kan ses nederst i artiklen.
Den psykologiske thriller med rødder i Nordic Noir-genren har blandt andre Danica Curcic (‘The Mist’, ‘Equinox’), Mikkel Boe Følsgaard (‘The Rain’, ‘En kongelig affære’), Iben Dorner (‘Borgen’), Lars Ranthe (‘Druk’) og David Dencik (‘Chernobyl’, ‘Bond 25: No Time To Die’) på rollelisten.
‘Kastanjemanden’ (‘The Chestnut Man’) er lavet af holdet bag ‘Forbrydelsen’ og foregår i en stilfærdig forstad til København, hvor politiet på en stormfuld oktobermorgen gør en forfærdelig opdagelse.
Artiklen fortsætter under annoncen
En ung kvinde bliver fundet brutalt myrdet på en legeplads, og en af hendes hænder mangler. Over hende hænger en lille kastanjemand. Den ambitiøse, unge detektiv Naia Thulin (Danica Curcic) bliver sammen med sin nye partner, Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard), tildelt sagen.
Inden længe finder de et stykke mystisk bevismateriale på kastanjemanden – et bevismateriale, der forbinder det hele til en pige, der forsvandt et år tidligere og formodedes at være død: Datteren til socialminister Rosa Hartung (Iben Dorner).
Foruden alle nævnte medvirker også Esben Dalgaard, Morten Brovn, Jens Jørgen Spottag, Camilla Lau, Peder Thomas Pedersen, Marie-Lydie Melono Nokouda og Anders Hove.
Serien instrueres af Mikkel Serup (‘Forbrydelsen’, ‘Friheden’) og produceres af SAM Productions, der også står bag den succesfulde, norske Netflix Original ‘Ragnarok‘ og den nye sæson af den nyligt annoncerede ‘Borgen’.
‘Kastanjemanden’, som bestå af seks 50 minutters afsnit kommer til efteråret 2021.