Se trailer til svensk slasher-komedie ‘Konferencen’
27/09/2023 | FlixfilmI begyndelsen af året kunne streamingtjenesten Netflix afsløre, at de ville lave en filmatisering af Mats Strandbergs blodige roman ‘Konferencen’.
Den svenske slasherfilm er imidlertid blevet færdig og har netop fået fastsat premieredatoen til den 13. oktober – lige inden årets uhyggeligste dag; Halloween!
Netflix har samtidig offentliggjort den første trailer til ‘Konferencen’, som du kan se nederst i artiklen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Historien centrerer sig om en gruppe ansatte fra kommunen, der deltager i en konference med fokus på teambuilding, opmuntrende samtaler og idéudvikling i en idyllisk hytte ved bredden af en skovsø.
Det, der begynder som sjov teambuilding, forvandles hurtigt til et mareridt, når en mystisk maskeret morder begynder at forfølge og udvælge deltagere én efter én.
På rollelisten finder vi skuespillere som Katia Winter, Adam Lundgren, Eva Melander, Bahar Pars, Maria Sid, Marie Agerhäll, Christoffer Nordenrot, Amed Bozan, Lola Zackow, Claes Hartelius, Cecilia Nilsson med flere.
‘Konferencen’ er, som tidligere nævnt, baseret på den svenske forfatter Mats Strandbergs roman af samme navn, som blev udgivet i 2021. Strandberg er en af Sveriges mest betydningsfulde forfattere inden for gysergenren, og hans bøger er blevet udgivet i over 30 lande.
Instruktøren for den svenske film er Patrik Eklund, der tidligere har stået bag serier som ‘Spelskandalen’ (2022) og ‘We Got This’ (2020), mens forfatteren Mats Strandberg er tilknyttet som producer.