Sidste sæson af ‘Lost in Space’ lander snart på Netflix
09/10/2021 | FlixfilmSnart er det slut med at komme på eventyr med familien Robinson.
Netflix har nemlig meddelt, at tredje og sidste sæson af serien ‘Lost in Space’ får premiere den 1. december.
Det skriver Netflix i en pressemeddelelse som samtidig har frigivet en trailer til sidste sæson, der kan ses nederst i artiklen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sidste sæson kommer næsten to år efter premieren på anden sæson, og årsagen er – naturligvis – corona og de medfølgende restriktioner, som satte en stopper for optagelserne sidste år og dermed forsinkede sæson 3.
‘Lost in Space’ er et remake af den legendariske sci-fi-serie af samme navn fra 1965, der følger Familien Robinson, som deltager i en mission, der skal etablere en ny koloni i rummet, men de bliver uventet trukket ud af kurs, hvilket tvinger dem til at nødlande på en fremmed planet.
Den nye ‘Lost in Space’-serie foregår 30 år ude i fremtiden og det kan i særdeleshed ses i den actionfyldte trailer, der byder på robotter, ukendte væsener og masser af rumeventyr.
Familien Robinson spilles af Toby Stephens (‘Black Sails’), Molly Parker (‘House of Cards’), Taylor Russell (‘Falling Skies’), Maxwell Jenkins (‘Sense8’) og Mina Sundwall.
Netflix har ikke frigivet mange informationer om den nye sæson på forhånd, men det er blevet bekræftet at skuespiller Russell Hornsby (‘Grimm’, ‘The Affair’) er blevet tilføjet rollebesætningen i denne sidste sæson. Han er blevet tildelt en endnu ukendt rolle.
Se ‘Lost In Space‘ på Netflix Danmark. Sæson 3 har premiere 1. december.