‘Sweet Tooth’ sæson 2 er bekræftet
01/08/2021 | FlixfilmStreamingtjenesten Netflix har endelig givet grønt lys til at produktionsholdet bag den post-apokalyptisk eventyr-serie ‘Sweet Tooth’ begynder arbejdet på sæson 2.
Det bekræfter Netflix i en meddelelse til pressen.
Serien, der er baseret på den populære tegneserie fra DC Comics og produceret af ægteparret Susan Downey og Robert Downey Jr. (‘Iron Man’) blev set af mere end 60 millioner husstande de første fire uger.
Den første sæson af ‘Sweet Tooth’ havde premiere den 4. juni, og derfor kommer det lidt som en overraskelse, at Netflix har været lidt langsommere end normalt til at bekræfte den nye sæson.
Artiklen fortsætter under annoncen
Serien ‘Sweet Tooth’ – som også kendes som ‘Mad Max møder Bambi’ – er et postapokalyptisk eventyr om en dreng (Christian Convery), der er halvt rådyr, og en omstrejfende enspænder, som drager ud på en usædvanlig rejse.
Det vides ikke hvorfor børn fødes som halvt menneske og halvt dyr, men mange mennesker frygter og jager dem. Det kan have noget at gøre med den virus, der ramte verden for 10 år siden.
Netflix fortæller, at der også er blevet givet budget til 8 afsnit på hver 1 time i sæson 2.
Flixfilm gav serien 4 stjerner i vores anmeldelse og skrev blandt andet;
“’Sweet Tooth’ besidder et unikt omdrejningspunkt, der måske kan dele vandene. Men den er samtidigt en af Netflix’ mere originale påfund, og det skal den hyldes for. ”
Se ‘Sweet Tooth‘ på Netflix Danmark.